Aktiviteter

Hvad laver børnene, når de er på Søndergaard? Hygger de sig egentlig eller sidder de bare på værelserne og spiller?

Der foregår rigtig mange ting på og omkring Søndergaard. Men fælles for alt tager det udgangpunkt i børnenes interesser og evner. Har børnene gang i en god aktivitet, deltager personalet i den leg. Samtidig tilbydes nye aktiviteter, som for nogen børn kan være svære at sige ja til. De trives bedst med genkendelighed og tryghed. Derfor er personalet som regel aktivt deltagende i aktivieterne.

Indenfor leges der med lego, spilles spil, leges gemmeleg og måske ser vi en film. Det kan også være, vi maler eller foretager os andre kreative ting. Måske skal vi have wellness med fod- eller kropsmassage eller også henter vi bordtennisbordet til en dyst.

Udenfor har vi en sikker legeplads med trampolin, gynger og ikke mindst en bålhytte. Der er cykler og mooncars. Vi spiser ofte mad, der er lavet over bål.

Bevæger vi os væk fra Søndergaard har vi skov, strand og havnen i gå-afstand. Vi har endda adgang til et sommerhus. I skoven er det gerne rollespil, drengene vælger eller måske skal vi klatre op af skrænterne. På stranden bliver der badet, fundet sten og andet, vi kan bruge hjemme på Søndergaard. Vi besøger også skaterparker, Barrit Univers, Givskud Zoo og andre spændende legepladser eller tager måske ind og hilser på julemanden, når han kommer på besøg.

Måske skal vi på smuglerløb på Søndergaard i skumringen, hvor det er lidt spændende om man kan smugle noget forbi politiet.

Men de må også gerne spille, det spil, de er optaget af, når de er på Søndergaard. Det skal bare ikke være det eneste, de laver. Heldigvis vil de fleste også gerne være med i en god leg, når de ved, de kan stole på de vokse er tæt på og gerne med i legen. De sociale spilleregler er ofte det sværeste at håndtere på egen hånd, så det hjælper vi med ved at være tæt på og med i aktiviteterne.

Der foregår rigtig mange sjove ting, når man er på Søndergaard og det er ikke altid vi husker at få taget billeder, så forældrene kan følge med. Vi vil hellere være sammen med børnene og med i aktiviteten.

Det skal være sjovt at være på vores hotel. Derfor gør vi også meget ud af at få sammensat grupperne, så alle kan opleve venskaber og fælleskaber.