Vores historie

Fra 0 til 60 børn på tre år

Historien om Søndergaard er en succes-fortælling om, hvordan det i løbet af blot tre år er lykkedes for kommunens Handicapafdeling at skabe den ideelle ramme om et lokalt aflastningssted for forældre med handicappede børn.

I efteråret 2009 tog Handicapafdelingen initiativ til et stort forældremøde. Hidtil havde forældrene skulle køre langt – og altid udenfor kommunen – hvis de skulle finde et aflastningstilbud til deres børn.

Et brændende ønske var derfor, at der kunne etableres et aflastningssted i Hedensted Kommune, hvor børnene kunne få mulighed for at dyrke aktiviteter og venskaber.

Allerede i foråret 2010 blev der herefter nedsat en arbejdsgruppe bestående af forældre, chefen for Handicapafdelingen samt kommunalt ansatte – bl.a. den nuværende afdelingsleder på Søndergaard, Helle Rimmen. Hun havde i forvejen stor erfaring med emnet og kendte mange af de børn, der hidtil var sendt i aflastning uden for kommunen.

De folkevalgte politikere sagde herefter ja til et forslag om at etablere et splinternyt aflastningssted på Søndergaard, der er beliggende på Gedevejlevej 11 ved Båstrup. Den landlige beliggenhed passede som fod i hose til forældrenes ønske om at finde et sted på landet, hvor der er fred og ro, og hvor børnene kunne få en masse oplevelser i naturen. Og i juni 2010 kunne man herefter tage de første børn i aflastning, efter at forældregruppen med begejstring havde godkendt stedet.

- Vi havde ingen penge til etablering. Men via sponsorater fra virksomheder, lokale forretningsdrivende, private, forældre, fonde og organisationer, lykkedes det for os at etablere Søndergaard for under 30.000 kr., fortæller Helle Rimmen.

At idéen var god, blev bekræftet af, at man hurtigt kunne hjemtage 22 børn fra aflastning uden for kommunen, og i løbet af efteråret 2010 havde man knap 40 børn i aflastning. 

- Hurtigt fik vi brug for mere plads, og derfor fik vi i foråret 2012 en pavillon, så vi kunne modtage endnu flere børn, der havde behov for aflastning. I dag er vi oppe på, at der kommer ca. 60 børn på aflastning på et tidspunkt i løbet af en måned, siger Helle Rimmen.

Trods den hurtige succes skabt på under tre år hviler Søndergaard ikke på laurbærrene. Børnene, der kommer i aflastning, er ude i al slags vejr, og derfor har man på gården et brændende ønske om at få lavet et udendørs aktivitetscenter, så der er flere muligheder for leg og samvær.

- Vi søger derfor til stadighed fonde og virksomheder om støtte for at få råd til de ekstra ting, der gør det sjovt at komme på Søndergaard, siger Helle Rimmen.